STOREBÆLTSLISTEN – til gavn for dig
Storebæltslisten er en upolitisk liste, der er til gavn for alle, der bor i eller flytter til vores skønne lokalområde.
Vores mål at skabe en kommune i balance i samarbejde med kommunens øvrige politikere på alle fløje og arbejde for øget udvikling i de mindre byer i Slagelse kommune.
Slagelse Kommune kalkulerer negativt med en affolkning af Korsør på 1.000 borgere inden for få år.
Vi vil arbejde for at vende kommunens negativitet til en positiv tilvækst ved at skabe grobund for nye projekter og støtte initiativer, der kan generere lokal velstand til gavn for dig som borger og erhvervsdrivende.
Vi vil skabe mere liv og positivitet for alle i kommunen ved at støtte nye projekter og få tilflyttere til vores skønne område, der ligger så centralt i Danmark og byder på frisk luft, store naturoplevelser, strande, attraktive boligpriser og alt det, der skaber et godt liv for mennesker i alle aldre.
Vi vil arbejde for, at vores egn bliver komplet og tilbyder en bredere vifte af muligheder for erhverv, bosætning og personlig tryghed med alle muligheder for børnepasning, undervisning, uddannelser, spændende job og gode hospitals/sundheds/pleje-tilbud.
Vores mantra er, at du skal kunne have et trygt, lykkeligt og produktivt liv i vores dejlige lokalområde fra barndom til alderdom.
Vi vil kort sagt arbejde for, at Slagelse Kommune handler mindre om ”Slagelse” og meget mere om DIG.
Vi er til gavn for ældre:
Vi har brug for flere boliger til byens seniorer og ældre.
Vi er modstandere af, at kommunen vil diktere, at vores ældre skal flytte til Slagelse, bare fordi man har ledige ældreboliger dér.
Vores ældre skal naturligvis kunne blive boende i deres by, tæt på familie og venner, og vi vil arbejde for opførelse af flere andels- og lejeboliger til ældre – fx ved at biblioteksgrunden eller noget af Byparken bliver brugt til opførelse af nye, lokale ældreboliger (og at biblioteket i givet fald så flyttes til Kulturhuset).
Vi er til gavn for unge:
Vi vil arbejde for, at der kommer flere uddannelsessteder til byen samt bedre/billigere offentlig transport (mindre el-drevne busser med flere afgange) til gymnasie og uddannelsesinstitutioner i kommunen.
Desuden vil vi arbejde for, at der kommer flere/større virksomheder til lokalområdet, så der kommer flere spændende lærepladser.
Denne udvikling skal bakkes op af etablering af egnede ungdomsboliger – enten i form af nybyggeri eller ombygning af eksisterende lokaliteter.
Vi er til gavn for virksomheder:
Nye initiativer og nye virksomheder (samt understøttelse af eksisterende virksomheder i vækst) er ekstremt vigtige for udviklingen af vores by og kommune.
Vi vil arbejde for, at alle projekter, der kan gavne byen og dens opland, modtages med åbent sind og får en saglig og hurtig sagsbehandling i kommunen.
Desuden vil vi arbejde for, at en fair andel af kommunens administrative arbejdspladser flyttes til Korsør – det er til gavn for alle, at vi får flere lokale arbejdspladser, og at en del af vores lokale beboeres og virksomheders anliggender kan behandles lokalt.
Disse – og flere – arbejdsopgaver vil vi løse i tæt samarbejde med Korsør Erhvervsforening, som skal være en aktiv sparringpartner.
Vi er til gavn for detail:
Når der kommer nye virksomheder og tilflyttere til, bliver der også grobund for vækst i detailhandelen og åbning af nye detailforretninger, så flere indkøb kan gøres lokalt til gavn for både beboerne, detailhandelen og miljøet.
Vi vil modarbejde kommunens resignerende negative forudsigelse af fald i Korsørs befolkningstal og arbejde for væsentlig tilflytning og befolkningstilvækst, så vores forretninger kan trives, og nye butikker kan fylde byens tomme lokaler. Vi vil være en by, som man flytter til, ikke en by, man flytter fra.
Vi er til gavn for alle:
- Korsør og Halsskov tager sig ikke godt ud, når man kommer fra motorvejen, så vi vil arbejde for, at motel-ruinen bliver revet ned i en fart, og at Tårnborgvej forskønnes (og løbende holdes ved lige).
- Vi vil arbejde for, at det tidligere, smukke Comwell/3F bliver renoveret og ombygget, så det igen kan blive til en turist-/konference-magnet til gavn for byen.
- Vi vil arbejde for, at svømmehallen opgraderes med wellness-faciliteter, spa og udendørs bassin med udsigt over noret til gavn for alle.
- Vi vil arbejde for, at det klassisk smukke Korsør Rådhus bliver bevaret og omdannet til en kultur/oplevelsesinstitution til glæde for borgere og besøgende.
- Vi vil arbejde for udstykning af 2000 sommerhusgrunde op til eksisterende Korsør-nære sommerhusområder, så vi kan tiltrække en mængde personer/familier/turister til gavn for vores detailbutikker og livet i vores by.
- I dag hæfter borgerne for næsten en milliard i garantier til SK Forsyning – uden indsigt i, hvad pengene går til. Vi kræver åbenhed og vil arbejde for et salg af SK Forsyning, så fokus bliver på forsyning og ikke spekulation.
- Hver skole og idrætshal skal igen have deres egen pedel, der kender huset og kan løse lokale udfordringer hurtigt og effektivt. Det skal være slut med at skulle oprette sager hos kommunen og vente i dage og uger på, at problemer bliver løst.
